Familien
Jeg er den lykkelige mor til snart 2-årige Luka og heldig at være gift med Anders.
Anders landede lidt tilfældigt på min vej; kald det kærlighed ved første blik - jeg vidste med det samme, at ham ville jeg gerne have børn med...
Det skulle dog vise sig sværere end for flertallet, og vores fælles vej til Luka har været fyldt med voldsomme bump, store udsving, omveje, genveje (troede vi) og afstikkere i hele spektret af fertilitetsverdenen.
Som jordemoder har det været benhårdt at navigere i og jeg ved om nogen, hvad god støtte, tillid og et kærligt (corona)kram kan gøre af underværker i en sådan tid.
Jeg er oprindeligt fynbo, har giftet mig med en jyde og bosat mig ved København.
Min familie er derfor spredt lidt ud over landet. Det betyder, at jeg ofte er at finde udenfor hovedstadsområdet og har mulighed for at mødes med dig, hvor du er - det kræver blot lidt planlægning, men hold dig ikke tilbage.
Jeg hedder Stinne og er passioneret jordemoder - velkommen til mit univers.
De dage, hvor jeg er allergladest i mit jordemoderliv, er, når jeg oplever kommende og nybagte forældre føle sig forberedt; når de finder troen på egne evner; når gode redskaber er blevet fyldt i rygsækken og de med tillid til sig selv siger: "den klarer vi herfra.."
Jeg arbejder ud fra en ifavnsk filosofi, hvor forældre lærer at forstå og reagere på babys behov, hvor tilknytningen mellem forældre og baby står over alt andet og hvor tæt fysisk kontakt både ved søvn og i vikle er essentielt for dit og babys velbefindende.
Jeg har i forskellige perioder af mit jordemoderliv arbejdet med både gravide, fødende og nybagte familier - på små/store hospitaler, på privat klinik, til hjemmefødsler og i udlandet.
Jeg mener, at alle kommende og nybagte forældre bør have adgang til en jordemoder og jeg stiller mig derfor til rådighed for dig i dit forældreskab.